1896 Kringsjaa

1896 Kringsjaa

Bab og babismen

en ny religion og dens stifter.

(Efter J. D. Rees i "Nineteenth Century").

Bakgrunn: John David Rees (senere Sir) var britisk koloniadministrator og politiker født i 1854. Han ble senere undersekretær for koloniregjeringen i Madras, India og sekretær til flere guvernører i Madras. Han gjorde mange reiser i Asia og besøkte Persia i 1885. I 1896 skrev han en artikkel om Bahá'í troens første tiår. Denne artikkelen ble oversatt til norsk og publisert i tidskriftet Kringsjaa.

H. Thambs Lyche ble født på Fredrikshald i 1859. Han reiste til Frankrike som 14-åring og ble der i to år. Han kom hjem og gikk på teknisk skole for så å emigrere (i 1880) til Amerika, der han arbeidet som ingeniør på jernbanene, studerte teologi på unitarseminar og virket senere som prest i Wisconsin og Massachusetts.

Han kom tilbake til Norge i 1892 og startet tidskriftet "Kringsjaa", som skulle være lydhør for alle bevægelser i samtidens kulturliv, i den gamle og nye verden. Han ble også redaksjonssekretær i Dagbladet, redigerte det liberale "Norderhov" og startet tidskriftet "Frie ord" i 1894. Politisk var han venstremann, republikaner og tilhenger av allmenn stemmerett for mann og kvinne.  1893 utga han brosjyren "En unitarisk kirke i Kristiania", men klarte ikke å samle nok mennesker til å starte en slik kirke. I 1898 døde H. Thambs Lyche i tuberkelose. 

Det ble senere Kristofer Janson som i 1895 stiftet "Broderskapets kirke" (Unitarisk samfunn). Etter en del uoverenstemmelser forlot Kristofer Janson det unitariske samfunn og Herman Haugerud overtok som unitarprest i Kristiania. I følge Janson ønsket samfunnets medlemmer å danne et filantropisk selskap istedenfor en kirke. I folketellingen i 1930 var det bare noen få som betraktet seg selv som unitarer. I ettertid kan det være forståelig at det ble vanskelig med kirkeordningen for unitarene, som gjorde alt for mye avhengig av en person i forsøket på å bryte ned livssynsmonopolet. Flere ulike retninger har sin opprinnelse i brytningene i denne unitarkirken, blandt annet, langt senere, Human-etisk forbund.

Tidskriftet Kringsjaa innholdt reiseskildringer, bokanmeldelser, dikt, artikler om historie, kunst, litteratur, politikk, psykologi, hypnotisme, teknikk, vitenskap, religion og moral, sosiale og samfunnsspørsmål og utkom hver 14. dag. med sirka 40 sider i hvert hefte. I 1896 fantes artikler som: Høie bygninger i Amerika, Vedantafilosofien, Amerikanske millionærer, Hvad kan vi lære av mormonerne ? Billeder fra Nansenekspedisjonens mottagelser i Kristiania, Portræt av Ivar Aasen, Dagspressens indflytelse paa vor tids aandelige liv, Det amerikanske presidentvalg, Kvinder og præster, Bygningskunst i Afrikas indre, Det første elektriske lokomotiv som gjør 200 km i timen, Signaltelegraf mellom nabostjerner, Holland et land skabt af mennesker, X-straalerne og den usynlige verden som omgiver os, Helvete ikke bygget stort nok for ham (sir Cecil Rhodes), Telepati, m.m.

Kilde: 

• De troende fritenkere: Unitarene av Knut A. Berg.H. Thambs Lyche: Lysstreif over livsproblemer av Mary R. Thambs Lyche, Olav Norlis Forlag, 1919The Babi and Baha’i religions, 1844-1944, Some Contemperary Western Accounts, Moojan Momen

Utdrag fra Tidskriftet Kringsjaa, 31. juli 1896

Innledning ved redaktør H. Tambs Lyche

Læserne vil erindre, at shahen af Persien nylig blev myrdet af en religiøs fanatiker, der skildredes som en tilhenger af babismen. Babismen er en i vor egen tid opstaaet, selvstendig religion, der frembyder betydelig interesse derved, at vi her i fuldt dagslys kan følge en religions tilblivelse. Saavel grundlæggeren som hans apostle hører vore egne dage til; deres ord er tilgjængelige uden senere tilføielser; deres personligheter og handlinger er fuldt kjendte; vi slipper at studere dem gjennem noen mytologisk taage. Interessant er ogsaa den nye religion derved, at den viser alle de fra de store verdensreligioners stiftelsestider velkjendte fænomener - den personlige hengivelse for stifteren, dennes forgudelse og dyrkelse; det dybe alvor, den ubegrænsede begeistring, de tusen martyrer, der jublende gaar i døden for sin tro osv.

I det hele lærer ei alene religionshistorien, men al historie os, at menneskers troskab mod og hengivenhed indtil døden for en sag ingenlunde er noget bevis for denne sags absolute sandhed eller godhed; det er kun et bevis for det menneskelige hjertes adel og storhed, for dets naturlige hang til selvopofrelse og hengivelse for alt, der synes det godt og sandt. Tusentallige er de ideer, og indbyrdes modstridende, for hvilke ædle mennesker med urokkeligt mod har gaaet i døden. Muhammedanere, buddhister, babister, katoliker, protestanter dør lige kjækt, hver for sin tro. Der synes i menneskenaturen at bo en længsel efter selvhengivelse, efter at lide og dø for noget høiere end egen fordel - guddomsgnisten i os. Det er ei løfter om guld og grønne skove, der mest lokker menneskene og udvikler deres største begeistring og kraft - ikke appeller til egoismen, men til sandhedsloyaliteten, til kjærligheden. Det er, naar en Garibaldi siger til sine udsultede, udmattede mænd: "Hvo, der for fædrelandets skyld vil lide hunger og træthed, sygdom og saar og haan og død, - lad ham og kun ham følge mig" -- det er da, at blodet suser for mænds øren, at det gaar som trommehvirvler gjennem alle hjerter, at al kraft vækkes og begeistringen bliver til en altbeseirende stormflod, at livet kun agtes som et bidrag til sagens fremme. Slig er menneskene overalt og til enhver tid. Egoismen er ikke det dybeste eller sterkeste i dem. Men de er faa, som eier evnen til med den fulde tro og tillid, der alene naar frem og faar svar, at slaa paa disse dybere strenge og vække disse sterkere kræfter i mennesket. De, der kan det, stifter religioner, sekter, bygger samfund, gjennomfører reformer, eller fører sine disciple ud i vildskab og elendighed, alt eftersom de med sin ideale higen forener mere eller mindre sund sands og forstaaelse. Historien har eksempler nok paa, at saadanne førere kan opstaa, indgyde blind tro og føre sine ledsagere ud paa de vildeste og ulykkeligste veier.

Det er noget vanskeligt endnu at faa fuld klarhed over indholdet og betydningen af den babistiske bevægelse. Den er opstaaet i Persien og hører endnu udelukkende det land til; den har ogsaa udviklet sig inden muhammedanismen og maa nærmest betragtes som en art "reformeret" muhammedanisme. Eller den synes at indtage overfor muhammedanismen nogenlunde samme stilling som kristendommen overfor den gamle jødedom. Den afskaffer de mange ceremonier og detaljlove og lægger hovedvegten paa det rette hjertelag og det rene sind. Den er en forenkling af muhammedanismen. Den søger at afskaffe flerkoneriet og giver kvinderne ret til at vise sig offentlig uden slør. Den sidestiller kvinden med manden. I det hele synes den at indbefatte mange tilløb til en høiere moral og religion, end muhammedanismen repræsenterer; men samtidig er den belemret med en masse forvirrende mystik, og synes tillige gjennem stifterens person præget af en vis tendens til blødagtighed. Overfor den strenge muhammedanisme minder den om kristendommens evangelieklang, og over dens lære og ledende mænds skikkelser hviler noget af den forbindelse af sindets renhed og viljens styrke med jublende livsfryd, der gjør vore egne evangelier saa vidunderlig sande og hjertevindende. Kun at i babismen synes denne livsfryd, som nævnt, at have en tendens mod det blødagtige. Stifteren elskede ædelstene og forarbeidede vakre klæder og tempeldekorationer.

Nærværende artikel er blot at betragte som et bidrag til kjendskab til denne nystiftede religion. "Kringsjaa" vil engang senere give en lidt fyldigere og mere tilfredsstillende fremstilling deraf.

Det var i 1845 i byen Schinaz -- lærdommens sæde, som perserne kalder den; rosenhavernes og nattergalernes hjem, som jeg heller vilde benævne den - at en ung perser vakte opmerksomhed ved sin nye forkyndelse. Han havde været paa pilgrimsfærd til Mekka (som Luther til Rom) og var kommen tilbage opfyldt af nye og originale ideer. Han forkyndte, at den ortodokse muhammedanisme var ganske paa afveie, at den havde fjernet sig fuldstændig fra profetens enkle lære og store grundsætninger, og at særlig presteskabet baade i liv og lære var længst mulig borte baade fra ren moral og sand religion.

Den unge forkynder (lidet over 20 aar gammel) var en vakker yngling med vindende væsen og stor veltalenhed. Han kaldte sig Bab, det vil sige "Porten" - Himlens port (sml. Jesu "Jeg er Veien"), og senere i sin virksomhed beskrev han sig selv som en udstraaling fra eller inkarnation af guddommen og antog titelen "Høihed" - en titel, som muhammedanerne ogsaa giver Jesus. Endvidere udvalgte han atten apostle. Tallet nitten var nemlig for ham et helligt tal, og i virkeligheden var de med "Bab" alle nitten; Guds aabenbaringer gaves til de nitten i fællesskab; men blandt de nitten var en - nemlig han selv - føreren.

Han holdt sin lære for at være en ny og fuldstændigere aabenbaring fra den ene gud, der har sendt alle profeter. Han var kommen ikke for at afskaffe de profeter, der var gaaet forud for ham, men for at fuldkomme deres verk og føre det videre. Heller ikke hans aabenbaring skulde være den inderlige og fuldstændige. Efter ham skal der komme en anden - Imam Mahdi - der skal fuldkomme og aabenbare alt. Da skal ogsaa dommen afsiges over alle levende og døde. Og de skal alle dømmes efter sine gjerninger og efter hvad der bor i deres hjerter godt eller ondt. De gode skal gjenforenes med Gud, de andre tilintetgjøres, lide den "evige død". Babisternes bibel indeholder kun elleve afsnit af de nitten, hvoraf den naturligvis skal bestaa, naar den fuldstændiggjøres paa "tidsløgnens yderste dag".

Uheldigvis for vor fulde forstaaelse af Babs lære, havde ikke guddommen udstyret denne sin repræsentant og talsmand med evne til at udtrykke sig klart og enkelt. Det er et broget studium at udfinde hans mening. Blandt apostle og disciple befandt der sig snart flere mænd af anseelse, af dygtighed, mod og førerevne -- sandsynligvis i mange deler stifteren overlegne. Blant dem var kriger-presten Hussein, som straks forstod, at et folk, der som det persiske venter sin frelser, Mahdien -- den tolvte Imam - snarere vilde slutte sig til den nye religion, ifald Bab udgav sig for at være Mahdien. Bab selv støttede aldrig dette krav, men Hussein opretholdt det og vandt derved bevægelsen stor tilslutning, samtidig som den derved kom ind i persisk politik; thi Mahdien skal herske saavel i denne verden som i aandernes rige.

Hussein lagde særlig bret paa flerkoneriets afskaffelse og paa ophævelsen af alle vaskningsceremonier. Det bør dog her bemerkes, at den vanlige kritik over Muhammed og muhammedanismen, at de er for flerkoneri, er temmelig overfladisk og uberettiget. Blandt et folk og i en tid, da hver kvinde i en mands hus var mandens eiendom og mere eller mindre stod i forhold af hustru eller maitresse til ham, da hver mand saaledes levede med mange koner i et helt løst forhold og kvinderne var ganske ubeskyttede, - der indskrænkede profeten tallet af hustruer, som en mand turde have, til fire og gav strenge love til disses og alle kvinders beskyttelse. Faktum er endvidere, at religionens hele tendens har været mod engifte, saaledes at størstedelen af hans disciple nu er én kvindes tro mand. Det er ogsaa sikkert, at Vesteuropa kjender et langt mere demoraliserende og langt mere almindelig flerkoneri - om end ikke i lovhjemler form - end de muhammedanske lande.

Paa denne tid (1845) boede der paa den sydlige side af Elburz, en mussulmansk skriftlærd og lovkyndig, der havde en henrivende deilig datter. Hendes navn var Zareen Taj - "Gyldenkrone". Hendes dyder var enestaaende som hendes skjønhed; hun var veltalende og godt uddannet i al viden og kundskab - en ideal heltinde. Under indflydelse af Babs prædiken kastede hun sløret og viste sit vakre ansigt utilhyllet. Det er en selvfølge, at al hendes slegt følte sig skandaliseret og af al magt forsøgte at gjenvinde hende fra fortabelsens vei. Man maa erindre, at for muhammedaneren er sløret den sande kvindeligheds saavelsom renhedens symbol. Noget mere ukvindeligt, frækt, udfordrende og umoralsk end for en kvinde at kaste sløret kan neppe den gode muhammedan tænke sig. For Bab og "Gyldenkrone" var det derimod ikke sløret, men det rene sind, der skulde beskytte den sande kvindelighed. Østerlændingen fatter ikke, hvorledes Vestens kvinder kan være frække og ublue nok til al lade hver mand se deres ansigt, fatter ikke, at de saa omhyggelig tildækker ben og fødder og lader ansigtet, hvorved de kjendes, være synbart. Den muhammedanske fader mener, at hans døtre maa skjules for mænds blikke, indtil de er vel gifte, og ægtemanden finder den samme forsigtighed paakrævet efter giftermaalet. En mere radikal og samfundsstormende reform end slørets afskaffelse lader sig derfor neppe foreslaa inden den muhammedanske verden. Man vil derfor ogsaa forstaa det mod og den hengivenhed, den vakre "Gyldenkrone" har været i besiddelse af for at kunne trodse saadanne fordomme.

Det var imidlertid oprørte tider i Persien. Netop som babisterne begyndte at føle sig sterke, døde fyrsten og Nazr-ed-din besteg tronen. Nu mente Hussein, at den store leilighed var kommen. I spidsen for en skare tilhængere og ledsaget af "Gyldenkrone" - den nye religions Hypatia og Jeanne d'Arc i én person -- greb han til vaaben og proklamerede Bab som den eneste lovlige fyrste. Himmeriges Riges tid var kommen; Riget skulde nu grundlægges paa jorden; ret og sandhed skulde herske ved Babs styre. Alle lande skulde underlægges ham, men Persien først.

Hussein og "Gyldenkrone" forskandsede sig i en fjeldegn i Mazendaran, en persisk provins ved det Kaspiske Hav. "Gyldenkrone" var altid først i kampen. Den tid var kommen, sagde hun, da det var ørkesløst at diskuttere, om det anstod sig kvinder at kjæmpe ved mændenes side; tiden var inde, da hver levende sjæl maatte kaste i vægtskaalen for sandhed og ret al den kraft, den eier. Naar de andres mod sank, trøstede og begeistrede hun; naar førerne raadede til flugt, pegte hun frem og lovede dem, der faldt for Bab, den himmelske krone.

Det var babisternes mening først at sætte sig fast i Mazundaran og saa derfra at indtage Ré, det gamle Rhages, der omtales i Johannes' aabenbaring. Imidlertid sendte shaen en armé mod dem; men babisterne tilbageslog angrebet. Ved et andet angreb seirede ogsaa babisterne; men Hussein faldt, idet han dog lovede sine mænd at opstaa igjen om firti dage. Den persiske armé indesluttede nu babisterne i deres fjelde. I fire maaneder varede beleiringen. De indesluttede malte tilsidst mel af de faldnes ben og spiste kogte sverdbelter; men det endte dog med at de faa gjenlevende maatte kapitulere med løfte om at beholde livet. Dette skeede dog ikke før "Gyldenkrone" var undsluppen. Trods det høitidelige løfte blev straks alle de fangne med koldt blod nedsablet.

Hermed var dog ikke babistbevægelsen kuet. En anden af disciplene satte sig i spidsen for en troppestyrke og modstod længe med held shahens stridskræfter. Omsider faldt ogsaa han med løfte om snart at gjenopstaa. Hans mænd blev imidlertid straks efter tvungne til at overgive sig; tre af officererne bragtes til Teheran, hvor de dømtes til at dø ved forblødning. De døde, idet de forudsagde, at førsteministeren snart vilde lide døden paa samme vis -- hvilket ogsaa ganske rigtig gik i opfyldelse.

Nu blev Bab selv bragt til Tabriz og stillet for provinsens guvernør og rigets lærde. Han opfordredes til at forsvare sin lære. Efter babisternes udsagn bragte han alle de lærde til taushed; efter muhammedanernes udsagn blev han overbevist om sine feiltagelser. Sikkert er det, at ordkampen endte med, at guvernøren dømte ham til døden. Med en af sine disciple, Mahomed, blev han hængt i tauge ud over bymurene, mens en afdeling soldater fik ordre til at skyde paa de to ofre. Først gjordes dog alt for at bringe de to til at afsværge deres tro, men uden ringeste held. Man sendte Mahomeds hustru og børn til ham for at paavirke ham -- et ord til fornegtelse af hans herre og tro, og livet skulde være hans; men Mahomed var ubøielig. "Herre, er du tilfreds med mig," var den tro discipels sidste ord, da de hang side om side over muren. I næste øieblik var Mahomed gjennemboret af kugler. Bab derimod var usaaret; ikke en kugle havde truffet ham, derimod havde en af dem afskudt touget, som holdt ham, og i næste øieblik stod han fri og uskadt ved murens fod. Med lethed kunde han nu i forvirringen have undsluppet. Her var jo dog aabenbart skeet et mirakel; men Bab gik ganske rolig ind i en nærliggende vagtstue, hvor, efter nogen nølen, en af vagterne tog mod til sig og huggede ham ned. Saaledes døde den sidste religionsstifter, 27 aar gammel.

Straks efter Babs død kaarede apostlerne en sekstenaarig gut Baha til hans etterfølger. Denne undslap til Bagdad, hvor han siden har levet og forkyndt sin forgjængers lære. Til min store skuffelse kunde jeg dog intet faa udspurgt om ham i Bagdad.

Alt, hvad der ovenfor er fortalt, fandt sted mellem aarene 1842 og 1852. En dag i det sidste aar var shahen ude at ride, da tre mænd nærmede sig med et bønskrift. Shahen standsede, og i næste øieblik affyredes tre skud mod ham. Han viste stor koldblodighed; mændene blev grebne og erklærede, at de var babister og vilde dræbe shahen, fordi han havde ladet Bab dræbe. Saarene var ganske lette.

Alle babister i hovedstaden blev nu arresterede, deriblandt "Gyldenkrone". De, der vilde afsværge babismen lovedes liv og frihed, de andre skulde dø en pinefuld død. Der gjordes en begyndelse med "Gyldenkrone". Et ord om at hun opgav Bab, og hun skulde leve og være fri; men hun afviste med haan alle tilbud, hvorpaa hun blev kvalt og brændt og asken spredt for alle vinde. - Det afskrækkende eksempel skræmte dog ikke de andre. Ingen var villig til at kjøbe livet tilbage ved at opgive babismen. De fangne fordeltes derfor blandt forskjellige embedsmænd til avlivelse paa saadan vis, som disse maatte finde tjenligst til at skræmme den omboende befolkning. Nogle skares istykker, andre skoedes som heste, atter andre maatte bære brændende fakler i dertil skaarne saar i deres legemer. Hele landet over foretoges arrestationer og massehenrettelser med tortur. Men intet kunde formaa de troende til at fornegte deres tro. Mænd, kvinder og børn gik uden skjælven i døden, idet de gjentog ordene: "Vi er fra Gud, og til ham vender vi tilbage."

Omsider havde dog disse forfølgelser den virkning, at ingen længer nævnte Babs navn. Derfor er det endnu ugjørligt at faa oplysninger om den nye religion. Straks man kommer ind paa emnet, bliver perseren taus som graven, saafremt han har ringeste sympati for Bab. Ikke et ord faar man ud af ham. Trods denne taushed er det mig dog fra godt hold forsikret, at en trediedel af den mest oplyste befolkning i landet for tiden er babister. Sikkert er det, at de er talrige og især inden de høiere klasser.

Til slutning endnu blot nogle ord om Babs lære. Han var ingen popularitetsjæger; thi han angreb sit lands og sin tids mest indgroede og agtede skikke. Saaledes tillod han sine disciple at barbere hele ansigtet, at undlade omskjærelse, mens han forbød tobaksrøgning; og langt skjæg, omskjærelsen og tobakspibe tilligemed kvindernes slør udgjør vistnok for en perser samfundsordenens hovedhjørnestene. Bøn benyttes langt sjeldnere end blandt muhammedanerne. Almissegivning er en religiøs pligt. Den rige betragtes i babismen blot som en skatmester for de fattige; rigdommen er blot betroet gods, som han skal anvende paa bedste vis for alle og særlig for dem, der intet har. Tiggeri er derimod forbudt; det skal ikke være nødvendigt, den rige skal give, før den fattige faar tid til at bede.

Ulig de store religionsstiftere, opkonstruerede imidlertid Bab et helt samfund og en fuldstændig kirke. Han tog den persiske samfundsorden til mønster. Der skal være en konge, fyrster, embedsmænd, yppersteprester og prester; pragtfulde kirkelige ceremonier, musik, sang, tæpper og ædelstene. Babisterne opmuntredes til at klæde sig rigt ved festlige leiligheder, og idethele er der ikke spor af mørk pietisme i babismen. Den ler med de glade og opfordrer sine tilhængere til at glæde sig ved alt det vakre og deilige, hvormed Gud har fyldt livet.

Skjønt Bab erklærede krig mod flerkoneriet tillod han dog sine tilhængere at have en hustru no. 2.

I det hele er Babs lære trods det meget mystiske sværmeri ganske praktisk. Og det maa ei glemmes, at Orienten er praktisk - gjennemgaaende. Vi har vænnet os til at betragte den som romantikens og det ideelle sværmeris hjem. Men intet kan vere mere feilagtigt. Det er umuligt at være mere gjennemført praktisk end orientalerne. De ideelle sværmerier, ligesom al romantik, hører Vesten til. Naar Orientens "prins" bliver forelsket, gaar han tilsengs og negter at spise, indtil den elskede antager hans ægteskabstilbud. Han bliver saa syg og udmagret, at alle hans slegtninge sætter sine kræfter ind paa at faa brylluppet istand. Ganske praktisk. Derimod har aldrig Orienten hørt om riddere, der drog paa korstog efterladende sig den elskede i hjemlandet og sikre paa at finde de igjen trofast og ventende om tyve aar. Kun Vesten kan sværme slig. Selve kjærligheden bliver praktisk og prosaisk, ligefrem, forretningsmæssig i Orienten. Ingen dør af ulykkelig kjærlighed i Østen. Heller ikke er orientaleren noget saadant som selvbeherskelse for andres skyld, agtelse for andre, eller selvagtelse. Han følger sine naturlige drifter og søger at tilfredsstille dem uden hensyntagen til de ting, vi kalder ret, sandhed, ømhed, kjærlighed. Indbildningskraft og fantasi har Orienten nok af (det, men ikke romantik, finder man i Tusen-og-én-nat); men selve fantasien prosaisk, praktisk; for romantik maa man søge hen til hellenerne, anglosakserne eller skandinaverne - To the bountiful infinite West . . . .