Den tredie dal

Hvis de søgende elskere ønsker at leve inden for enemærkerne af Den ene Tiltrækkende (Majdhúb) [24], så kan ingen sjæl dvæle på Denne kongelige Trone undtagen kærlighedens skønhed. Dette rige kan ikke anskueliggøres i ord.

"Kærlighed skyer denne verden og også hin verden,
ham er der tooghalvfjerds galskaber.
Kærlighedens skjald synger altid dette kvad:
"Trældom slavebinder, kongeværdighed bedrager" [1].

Dette stade kræver ren hengivenhed, og fællesskabets lysende strøm. I sin fortelling om disse venner i Hulen, siger han: "De taler ikke, før Han har talt: og de gør, hvad Han pålægger dem" [25].

På dette plan er hverken fornuftens hersken eller selvets autoritet tilstrekkelig. Derfor har en af Guds Profeter spurgt: "O min Herre, hvordan skal vi nå op til Dig?" Og svaret lød: "Lad selvet bag dig og kom Mig så i møde".

Dette er et folk, som bedømmer det laveste stade som værende ét med herlighedens trone, og for dem adskiller skønhedens løvhytte sig ikke fra den slagmark, hvor der udkæmpes et slag for den Elskede.

Beboerne af dette plan ytrer ingen ord - men de sporer deres gangere. De ser kun den Elskedes indre virkelighed. For dem er alle fornuftige ord intetsigende, og ufornuftige ord er fulde af mening. De kan ikke skelne lemmerne fra hinanden eller adskille de forskellige dele. For dem er spejlbilledet den virkelige flod; for dem er det at gå bort det samme som at vende tilbage. Derfor er det blevet sagt:

"Beretningen om Din skønhed nåede eremittens dal;
I sin galskab søgte han kroen, hvor de køber og sælger vinen. Kærligheden til Dig har nedbrudt tålmodighedens fæstning,
Og smerten efter Dig har spærret håbets dør" [2].

I dette rige er formaninger afgjort til ingen nytte.

"Elskernes læremester er den Elskedes skønhed,
Hans åsyn deres lære og eneste bog.
Læren om undren og om længselsfuld kærlighed deres pligt,
De ser ikke til lærde kapitler eller kedsommelige temaer.
Den lænke, der binder dem, er Hans moskusduftende hår,
Epokens Plan [26], er for dem, hvad for Ham kun er et trin [1].

Her følger en bønfaldelse til Gud, den Ophøjede, den Lovpriste:

"O Herre! O Du, hvis gavmildhed opfylder ønsker!
Jeg står foran Dig, forglemmende alt andet end Dig.
Giv, at det gran af kundskab, som er i min bevidsthed,
Må frigøres for begær og ringe ler;
Giv, at din ældgamle gave, denne visdoms dråbe,
Må nedsænkes i dit store hav [1].

Således siger jeg: "Der er ingen magt eller kraft undtagen i Gud, Beskytteren, den Selvbestående [27].