EN MODERNE ORIENTALSK RELIGION

Nordisk tidskrift för vetenskap, konst og industri

År 1911

Side 343-360

AF

ARTHUR CHRISTENSEN.

Bakgrunn: Arthur Christensen (1875-1945) ble i 1916 professor i iransk filologi ved universitetet i København. Han var Danmarks store orientalist som ved flere anledninger beskrev sine erfaringer fra sine reiser i Iran. I boken Hinsides det Kaspiske Hav skriver han i kapittel 10 om besøk hos bahá'íene i Iran. I 1903 skrev han også om den nye religionen i tidskriftet Dansk Tidskrift.

Den religöse bevægelse, som er kendt under navnet Babismen, har i mange forskellige henseender sin betydelige interesse. For det förste rent religionshistorisk. Alle store religiöse bevægelser i Forasien har fra oldtiden til vore dage udvlklet sig med en mærkelig ensartethed i deres indre og ydre historie, og Babismen, hvis opståen ligger os så nær itid, er derfor i mangt og meget oplysende for ældre bevægelser som Manikæisme, Mazdakisme og Ismailisme. Dertil kommer et andet moment af stor interesse. Babismen er, navnlig i sin senere udvikling, bleven til et bevidst forsök, på at forsone orientalsk og occidentalsk tankegang, et forsög på at skabe en verdensreligion, der ad den fredelige propagandas vej skulde aflöse både kristendommen og Islam. Störst har dens udbredelse naturligvis været i Orienten, men helt resultatlöse har Babiternes bestræbelser heller ikke været i den europæisk-amerikanske verden. Endelig har Babismen ved den forfatningsbevægelse, som bröd igennem i Persien for 4-5 år siden, utvivlsomt indirekte spillet en betydelig rolle.

Bakgrunden for Babs fremtræden var det forfald i den schiitiske præstestand, som hænger sammen med perserfolkets almindelige dekadence. Gejstligheden, både den höjere, mudjtehiderne, og den lavere, mollaherne, har stadig spillet en meget indgribende rolle, idet den er knyttet til så mange forhold i det daglige liv og bl. a. også har en væsentlig del af retsvæsenet i sine hænder. Igennem hele det 19. århundrede har europæiske rejsendes skildringer af disse præstelige herrer været holdt i meget mörke farver. Mudjtehiderne var for en stor del hengivne til vellyst, de solgte lov og ret for gunst og gave, bortsvindlede til egen fordel kirkens ejendom og holdt sig ved magt. idet de stöttede sig til lejede skarer af disse göglere, svirebrödre og banditer, som kaldes lutier. Mollaherne er blevne skildrede som folk, der drev deres udsvævelser i smug og skrabede rigdomme sammen, medens de hyklede ydmyghed og fromhed; de udlånte penge til ågerrenter, forfalskede testamenter for at beröve enker og faderlöse börn deres arv og gjorde forretninger med forfalskede dokumenter; ofte var de fritænkere, skönt de maskerede sig sorn fanatiske rettroende. Når de alligevel stadig har bevaret en stor magt over sindene, så skyldes det dels de sociale tilstande, dels folkepsykologiske ejendommeligheder. Naturligvis fandtes der også hæderlige undtagelser. I hvert fald var der ikke få, som havde öjet åbent for de uheldige tilstande, og dermed var jordbunden beredt for en dristig reformator, der kunde prædike med overbevisningens varme mod det gejstlige uföre.

Stifteren af den nye religion hed Mirza Ali Muhammed og var födt 1821 i Schiraz [1]. Som etterkommer af profeten Muhammeds svigersön Ali förte han titlen "Sejjid". Han var en af de gennemreligiöse naturer, som ikke er sjældne i Orienten. I sammenligning med Muhammed bærer han prisen i henseende til personlig moral og renhed i vandel; men han var også i höjeste grad verdensfremmed og for så vidt en modsætning til den kloge politiker Muhammed. Mirza Ali Muhammed sluttede sig til en schiitisk sekt, de såkaldte Scheikhier. Han havde kun været ret kort tid i tjeneste hos sektens leder, Hadji Sejjid Kazim, da denne döde. Han havde iövrigt ikke været flittig i sine studier; de synes at have ligget mindre for ham end fromme meditationer. Så meget desto mærkeligere forekom det scheikhierne, at den ganske unge mand nu efter hövdingens död mente at være kvalificeret til at blive hans efterfölger.

Det var i 1844, at han fik den overbevisning at han var kaldet til at oplyse de vildfarende, og tidspunktet synes på det nærmeste at falde sammen med Sejjid Kazims död. Han var da lige begyndt at prædike i Schiraz' moskeer, idet han med dybtfölt indignation og med enart veltalenhed, der gjorde indtryk påmasserne, tordnede mod gejstlighedens fordærvelse. Nu trådte han frem som den, der ved en guddommelig indskydelse er bleven oplyst om, at han har en profet-mission at opfylde, og kaldte sig "Bab" (: porten, nemlig til de guddommellige sandheder). Han vandt for sig sin studiefælle, Mollah Husein Buschraveihi, en mand, der var langt mere bevandret i teologien end Bab, og som blev en af hans mest trofaste stötter.

Dermed indtråtdte der enspaltning i Scheikhiernes sekt, i det en gruppe af dem ikke vilde anerkende Bab og valgte sig en anden förer. Bab på sin side blev i kampen drevet længere og længere bort fra schiismen og fra Islam overhovedet; han blev fra en reformator til en religionsstifter. Hans tilliængerskare voksede med rivende hast, hans disciple gik som missionerer ud til forskellige egne af Persien. Nu traf de gejstlige og verdslige autoriteter på deres side forholdsregler mod denne bevægelse, der syntes at være en fare for den bestående samfundsorden, og skönt Bab selv skyede voldsomme midler, formede Babibevægelsen sig snart som en række voldsomme opstande. Begivenhedernes gang var overalt omtrent den samme. Babi-prædikanterne samlede stærkt voksende skarer om sig, det kom til samrnenstöd med myndighederne, Babiterne satte sig i besiddelse af et eller andet befæstet sted, hvor de organiserede deres forsvar, centralregeringen satte sig i bevægelse og sendte tropper afsted for at knuse opstanden. Babiterne kæmpede i reglen med den religiöse begejstrings heltemod, medens de kongelige tropper hverken udmerkede sig ved mod eller ved dygtighed; opstanden trak 1 langdrag, tilsidst blev Babiterne udhungrede, bragte til overgivelse ved löfte om straffrihed og så, når de havde overgivet sig, dræbte under pinsler eller sendt som fanger til guvernören eller til centralregeringen og henrettede. Babiteriie hævnede sig undertiden ved på deres side at öve grusomheder mod deres fjender.

Bab var imidlertid bliven interneret i Schiraz. Siden blev han sendt som fange til Maku. Hans offentlige optræden som profet var således meget kortvarig, og da begivenhederne var komne riktig i gang, spillede han en ganske passiv rolle. Det er også mærkeligt, at forholdsvis få, selv af hans mere fremragende tilhængere, havde set ham personligt. Men mænd med betydelige organisatoriske og militære evner som Buschraveihi og Barfuruschi o. a. virkede i hans navn, og det var dem, der banede vei for den nye lære. Også en kvinde, den skönne Kurret-el-Ain, spillede en vigtig rolle den farefulde missionsvirksomhed Opstandene blev imidlertid efterhånden slåede ned. Buschraveihi faldt, og Barfurusehi blev henrettet. 1850 henrettedes Bab. To år efter fandt et babitisk attentat på den nye schah, Nasir-ed-din, sted, en begivenhed, som förte til en masseslagting af Babiter i Teheran, en af de modbydeligste massakrer i Persiens nyere historie. Også Kurret-el-Ain blev ved den lejlighed henrettet. Herefter ophörte de babitiske opstande; men læren vedblev at brede sig i hemmelighed og var stadig genstand for regeringens og autoritetenes frygt, og det kom jævnligt til lokale babiforfölgelser.

Sehiismen [2] havde fra et politisk parti - (kalifen Alis tilhængere i kampen mot Omajjaderne) udviklet sig til en religion, idet den optog alskens heterodokse elementer og efterhånden antog et persisk-nationalt præg, som stillede den i modsætning til den med arabervældet forbundne sunnisme. Ali blev hos schiiterne til en helgen, næsten af profetens rang, hans slægt blev en særlig gudbenådet slægt. Efterhånden kom Ali selv og de nærmeste arvtagere til hans krav på præsteligt og verdsligt herredömme. Imamerne (7 eller 12 hos de forskellige sekter) til at stå som overmenneskelige væsener. Den sidste imam, den "skjulte imam" eller "Mahdi", var forsvunden for menneskenes blikke for först at komme frem igen på den yderste dag. Alt dette er gamle, folkelige religiöse forestillinger, som dukker op i Islams forklædning. Nyplatoniske elementer bringes ind i Islam gennem den middelalderlige filosofi, og den sufiske mystik, som behersker middelalderens persiske poesi, er nesten rent nyplatonisk.

Scheikhiernes sekt var stiftet i slutningen af det 18. århundrede af scheikh Ahmed Ahsai sorn et forsög på at mægle mellem teologi og filosofi. Da imidlertid al filosofi på islamitisk grund er mer eller mindre teologisk, i reglen tillige stærkt mystisk farvet, betyder et sådant kompromisforsög ikke noget i retning af rationel forskning. Man möder hos scheikhierne de gamle teologiske fantasier i ny tillavning. De anvendte kabbalistiske fortolkningsmåder på koranens tekst. Deres veneration for imamerne gik så vidt, at disse i virkeligheden blev til en slags underguder. lmamerne er Guds statholdere i styrelsen af verdens anliggender, og de har endog, selvstændig skabermagt. Der står nemlig i koranen, at Allah er "den bedste af skabere"; föIgelig måder være andre skabere foruden ham, og hvem andre kunde det være end imamerne? Scheikh Ahmed havde også nogle mærkelige ideer om opstandelsen. Han mente, at menneskets legeme var dannet dels af de fire elementer, dels af de ni himle, og at de förstnævnte bestanddele skulde vende tilbage til deres oprindelse, medens de sidstnævnte udgjorde et subtilt legeme, kaldet "huwarkilija", som eksisterede potentielt i vort jordiske legeme "som glasset i stenen", og det var dette, som skulde opstå på den yderste dag. Det var profeten Muhammeds huwarkllija, der havde foretaget den berömte natterejse gennem alle himlene. Forövrigt mente scheikhen, at koranen indeholdt al kundskab og al viden, og at man for ret at forstå den hellige bog måtte lægge sig efter alle videnskaber.

Dette system, som Bab næppe fuldstændig havde fordöjet, blev altså udgangspunktet for hans egen lære. Men han udbyggede og omformede det ganske vist, da den guddommelige inspiration en gang var kommen over ham, så stærkt, at det scheikhistiske grundlag kun vanskeligt kan genkendes.

Den hovedtanke, hvorpå han byggede sin forkyndelse, var den om de forskellige store religioner som hinanden aflösende åbenbaringer af de guddommelige sandheder, en teori, der langtfra var ny på islamitisk grund. Hver profet bragte i kraft af tidens fremskridt menneskene nærmere til sandhedens erkendelse og annullerede derved sin forgænger. Således havde Kristus aflöst Moses, Muhammed Kristus og Bab Muhammed, og det var forkasteligt at holde fast ved de åbenbaringer, som en senere profet havde overflödiggjort. Også Babs profeti skulde med tiden aflöses af en ny; han omtaler denne kommende profet som "den, som Gud vil manifestere". Men en absolut lösning på de höjeste problemer kan först ventes på den yderste dag.

Gud er for Bab den absolute enhed, som har skabt verden med "viljen" - tænkt i halvvejs personifieeret skikkelse - som mellemled. Skabelsen er forgået ved emanation. Det skabte er for så vidt en del af guddommen, men adskiller sig fra denne ved ikke at kunne skabe videre, uden at der fremkommer forringelse. Det onde i verden stammer fra skabningens midlertidige adskillelse fra dens kilde og vil atter forsvinde, når det skabte tilsidst vender tilbage til sin oprindelse og går op i Gud. Fölger Bab her teorier, der i det væsentlige svarer til Sufiernes, så adskiller han sig fra dem i de konsekvenser, han drager deraf. Medens Sufierne i deres stræben efter den store "opgåen i Gud" forakter materien og verden som hæmmende bånd, betoner Bab, at materien som bestanddel af guddommen ikke bærer ansvaret for det onde og altså ikke fortjener foragt. Bab vender sig hermed bort fra den verdensfjendske askese, som, lige siden Zarathustra-læren ophörte med at være den herskende, havde stået for Forasien og Persien som uatskillelig forbunden med fromhed og hellighed. Ved sin sans for det livsfremmende og livsglædende genoptager Babismen tråden fra Zarathustrismen. Dens livssyn er afgjort optimistisk. Da Gud er det gode, må verden og menneskeheden, som stadig hænger sammen med sit ophav, også i sit væsen være god. Iövrigt kan man ikke, som Sufierne påstår, nå til kundskab om Gud. Den guddommelige vilje kan kun kendes gennem sine manifestationer, d. v. s. profeterne.

Ved sin tal-kabbala knytter Babismen sig på den anden side til visse urorientalske spekulationer, som også til alle tider har haft dyrkere i Islam. Ligesom de islamitiske mystikere ser Bab Guds symbol i bogstabet "Alif" det förste i alfabetet, som i form er det simpleste af alle, idet det kun består af en lodret streg og som tillige har talværdien l. Alif er enheden - Gud. Et af Guds vigtigste tilnavne er hajj, "den levende": bogstaverne i dette ord udgör, når deres respektive talværdier adderes, tallet 18; föjes Alif (l) til, fås l9. To andre betegnelser for Gud, vahid, "den eneste" og vudjud, "eksistensen" giver hver for sig likeledes tallet 19, når deres bogstavværdier lægges sammen. Gud har skabt universet, kullu schej, "alle ting"; summen af bogstaverne i kullu schej giver 360; föies Alif til, fås 361 = 19 * 19, guddomstallet i anden potens.

På basis af disse spekulationer har Bab gjort tallet 19 til det hellige tal. Dette i praksis höjst ubekvemme tal skal nu regulere alle verdens forhold. Mål og vægt skal inddeles efter 19-tallet, året deles i 19 måneder à 19 dager à 19 timer à 19 minuter. Månederne bærer navne som "glansen". "lyset", "f'uldlkommenheden" o. s. v.; månedsdagene bærer de samme navne som månederne, hvad der er en zarathustrisk reminiscens ligesom bortfaldet af ugerne. Til de 361 dage (19 * 19) föjes fire skuddage, der - atter i lighed med den zarathustriske kalender - er indskudt umiddelbart för nyår. Bab vender således fra det muhammedanske måneår tilbake til det zarathustriske solår. Æraen begynder med nyår (20 marts) 1844, og årene ordnes i "enheder" på 19 år. Köbmændene skal regne efter 19-talsystemet, alle præstekollegier skal bestå af 19 medlemmer.

Åbenbaringen er nedlagt i 19 personer, nemlig Bab og 18 apostle, kaldede "den levendes bogstaver". Disse 19 er udtryk for forskellige sider af guddommen, og efter deres död går, ikke deres individualitet, men den dem iboende del af umiddelbart guddomsvæsen over ien anden. Bab vilde ikke vide af sjælevandring men opstillede læren om, at ikke den enkelte, men individets urtype vedblev at bestå i en eller annen"manifestationstilstand". Abraham, Moses, Jesus og Muhammed er i virkeligheden en og samme person, ligesom solen, der skinner idag, er den samme som solen, der skinner imorgen. En tidsalders profet er blot en refleks af den gudommelige vilje, og ligesom det samme spejl til forskellige tider kan gengive forskellige personers billede, således kan enprofet også suceessivt blive en manifestation af forskellige urtyper.

Med hensyn til skildringer af livet efter döden har Bab udvist en priselig resignation. Han nöjes med tilstå, at den ting véd vi intet om. Kun et enkelt sted i sin hellige bog, "Bejan", siger han om den, der forsætlig dræber eller lemlæster en anden, at han foruden den jordiske straf også efter döden skal indgå i ilden, og Gud skal aldrig tilgive ham". Men det gör nærmest indtryk af, at de tilvante muhammedanske forestillinger her er löbet af med ham.

Med så meget desto större vidlöftighed går Bab ind på de administrative, sociale og gudstjenstlige indretninger i fremtidens babisamfund.

Kongens opgave er at forsvare og udbrede troen, hans lön skal være en vis procentdel af den babitiske stats indkomster. Skatterne bör imidlertid indskrænkes. Dödsstraf og tortur fordömmes; kun to straffe bör benyttes: böder og udelukkelse fra omgang med hustru for et vist tidsrum. En stor rolle skal og 19 mands-præstekollegierne spille. Gudstjenesten skal foregå, i pragtfuldt udstyrede templer og ledsages af musik og sang. Martyrerne skal æres ved præstlige gravmæler. Benyttelsen af talismaner anbefales.

Begravelser skal finde sted under höjtidelige ceremonier, idet liget lægges i en kiste af glas, krystal eller hård sten. Den sidste måned för nyår er fastemåned; der skal da fastes fra solopgang til solnedgang ligesom i muhammedanernes Ramadhan; dog behöver denne forskrift ikke strængt at overholdes, så længe Babismen er en undertrykt religion, da fasten vilde kunneröbe de troende. Forplantningen er en hellig plikt, ægteskab derfor obligatorisk; men monogamiet skal være reglen, selv om en medhustru i nödsfald kan tåles. Skilsmisse bör, så vidt det på nogen måde er muligt, undgås. I det hele önsker Bab at hæve kvinders sociale stilling; han vil banlyse slöret og fremme det utvungne selskabelige samkvem mellem könnene. Heri spores europæisk påvirkiling ligesom i forskellige små reformforskrifter, f. eks. om at sidde på stole i stedet for på jorden. Rejser ivrer han mod, man bör ikke forlade sit land og, navnlig ikke sin familie.

I fremtidens babisamfund skal der herske almindelig broderkærlighed, humanitet i retspleje og, börneopdragelse, dyrene skal beskyttes, slavehandel forbydes. Godgörenhed skal öves efter faste regler, og i udstrakt mål, og tiggeri forbydes. Livet skal forskönnes ved uskadelige nydelser, hvortil Bab regner pragtudfoldelse i klædedragt og smykker, musik og vellugt (særlig rosenvand anbefales). Derimod forbydes vin, opium og tobak. 'Vinforbudet er ikke så strengt som i Islam; dog synes drukkenskab at være mindre udbredt blandt Babiterne end blandt muhammedanerne, hvad der naturligvis hænger sammen med den psykologiske kendsgerning, at en undertrykt religion væsentlig kun tæller ivrigt troende og mod forskrifterne lydige medlemmer. Nyttige studier skal fremmes og vitenskaben holdes i ære; heri fölger Bab scheikhierne. Men i hans adsklllelse mellem de nyttige og unyttige studier træder hans egen mangelfulde uddannelse og hans intellektuelle underlegenhed grelt frem. Ganske morsomt hedder det i Bejan: "Det er forbudt at skrive en bok, ved hvilken mennesket ikke fedes eller bringes i ly for nöd og trang, såsom böker om grundprinciperne, om logik, teologi og filosofi, om læren om de ord, der ikke anvendes i daglig tale, og alt deslige, som etymologi og syntaks: alt det er unyttigt". Filosofien er navnlig forkastelig, fordi den fremkaldte trætte. Når man så vil vide, hvilke videnskaper Bab anbefaler, så forblöffes man unægtelig ved at finde fölgende: "Gud har gjort det til plikt for Bejanens folk at skaffe sig lærdom. De skal omfatte hele jorden og kende enhver sultan, enhver profet i hans tid og hans bog, grænserne for sultanernes riger, antallet af deres soldater, værdien af de ting, som de har i hænde og deres juveler. Den viden skal de have, og den skal bære frugt på den dag, da alle mennesker skal stå ansigt til anslgt med deres Herre." En troende må, hedder det et andet sted, kun have 19 böger, hvoraf den förste skal være Bejan, og alle intellektuelle frembringelser, der ikke stemmer med Babs lære, skal brændes.

Tolerant er Bab altså ikke. Ganske vist skal man ikke forsöge på at omvende folk ved vold, men den sejrende Babisme skal nok vide at lade de andre föle sin vælde. "Det er nödvendigt, o I troende", hedder det i Bejan, "at I fratager dem, der ikke er trådt ind i Bejanens religion, alt deres eje; hvis de bagefter bliver troende, giv dem så deres gods tilbage!" "Med mindre", tilföjer Bab forsigtigt, "I da befinder Eder i et land, hvor I ikke har magt til at handle således". Derefter fölger nærmere regler for, hvorledes rovet skal anvendes. En del af de konfiskerede værdier skal overlades köbmændene til at drive handel med, idet de har ret til 10 procent af udbyttet; af det övrige skal en del lægges tilsidst til "den, som Gud vil manifestere", resten skal i et bestemt forhold deles mellem religionens ledere, de fattige og endelig alle de troende. Et andet sted hedder det endog, at når "den, som Gud vil manifestere", er kommen, må kun de troende lades tilbage på jordens overflade, og heller ikke för manifestationen skal man lade nogen ikke-troende tilbage undtagen"dem, af hvem man drager fordel".

Således ser Babs religion ud I hovedtrækkene; en underlig blanding af Islam, nyplatonisk-sufiske forestillinger, zarathustriske ideer, gammelorientalsk talmagi og moderne europæiske humanitetsideer, hvorved humaniteten dog har sin stærke begrænsning. Med særlig forkærlighed beskæftigede Bab sig med tanken om "den, som Gud vil manifestere", fremtidsprofeten, som forövrigt atter skal vise sig på den yderste dag; haner bleven den nye bærer af de gamle forestillinger, som knytter sig til Zarathustriernes Saoschyans og de schiitiske sekters mahdi.

Hvad endelig angår Bejanen, denhellige bog [3], så står den for mig som en ganske tarvelig efterligning af Koranen. Det er en forvirret blandlingaf forblommede hentydninger, indholdslös våsen op og ned ad döre og stolper, med enkelte positive forskrifter meddelte i mer eller mindre skruet form, og först og sidst en ulidelig selvros. Bab er både rört og stolt over sine egneskriftsteders fortræffelighed. "Måske har man aldrig för set nogen, som er vokset op blandt Perserne, og hvem det har været muligt at tale med sådanne ord,så at de veltalende, filosoferne og de lærde indrömmer deres afmagt og deres uvidenhed, endog med hensyntil disse ords ydre mening. Og dog var og er alfabetets 29 bogstaver i hænderne på de lærde, men at tale på denne nye mådehar aldrig nogenmægtet, thi det er umuligt". Således bliver han ved at variere sin egen storhed som improvisator og stilist [4]. Nu havde ondskabsfulde folk vel beskyldt hans arabisk for at vere fejlfuldt, men den slags insinuationer er han naturligvis hævet over: "Lad blot en lögner sige: "På visse steder i versene er der ting som strider mod dette folks (arabernes) regler;" det er bagvaskelse. Alle versene har ligesom Koranens formet sig efter de guddommelige regler. Siger man det modsatte, så er det enten en djævelsk løgn, eller også beror det på afskrivernes uvidenhed". Og så tilföjer han med en vidunderlig logik: "Måske vil et eneste vers, der er i overensstemmelse med sprogets folks (c: Arabernes) regler bekræfte minpåstand og være et tllstrækkeligt bevis for alle mennesker" [5]

At en religionsstifter, der personlig var kendt af meget få mennesker, og hvis skrifter i form og indhold er så tarvelige som Babs - og det, selv om man anlægger en orientalsk æstetiks målestok, - har kunnet fremkalde en bevægelse af et sådant omfang, som Babismen fik, det er et forhold, som giver et interessant bidrag til den religiöse suggestions psykologi.

Imidlertid blev Bejanen snart sat ud af kraft som åbenbaringsskrift. Kun 16 år efter Babs död kom nemlig "den, som Gud vilde manifestere".

Efter Babs död var hans af Bab selv udpegede efterfölger som menighedens overhoved, Mirza Jahja,' kaldet Subh-i-Ezel ("Evighedens morgengry") flygtet til Bagdad, hvor han var i fred for den persiske regerings efterstræbelser. Her var da i nogle år babismens centrum, og her skrev Subh-i-Ezels halvbroder, Beha-ullah en bog, som kom til at höre til Babiternes hellige skrifter, bogen Ikan ("det sikre"). Forhandlinger mellem den tyrkiske og den persiske regering förte imidlertid til, at Babiternes förere blev flyttede bort fra en by, der lå så nær ved den persiske grænse. De flyttedes först til Konstantinopel, derfra til Adrianopel. Her var det, at Beha-ullah erklærede sig for "den som Gud vil manifestere". Det havde allerede flere andre forsögt på efter Babs död, men alle den slags kætterier var blevne slåede ned. For Behaullah (eller, som han kortere kaldes: Beha) lykkedes det derimod at göre profetkravet geldende. Han kunde bl. a. stötte sig til et sted i Bej'anen, hvor der står: "Al glansen (beha) af Bejanen er "den, som Gud vil manifestere", hvor ordet "beha" kunde indeholde en hentydning til Beha-ullah. Subh-I-Ezel vilde ikke anerkende den nye profet, idet han anså det for urimeligt, at en ny åbenbaring skulde fremkomme så hurtigt efter den forrige, inden denne endnu havde fået tid til at virke i nogen större udstrækning.

Spliden mellem förerne antog snart en betænkelig karakter. Der forefaldt flere mord på, fremtrædende Ezeliter således kaldes de oprindelige Babiter, tilhængerne af Subh-i-Ezel). Ezeliterne forteller, at en dag, da de to halvbrödre spiste af samme fad, havde Beha kommet gift i maden og vendt den forgiftede side mod Subh-i-Ezel. Denne mærkede imidlertid, at maden var krydret med lög og vilde ikke spise. Beha troede, at han nærede mistanke om giftblanderiet, og for at berolige ham, spiste han selv lidt fra sin side af fadet; da giften nu allerede havde bredt sig, fik han heftige opkastninger, ogt anslaget mislykkedes. Behaiterne forteller den samme historie, idet de blot bytter rollene om. Sandsynligheden taler dog for, at Beha var giftblanderen, da også andre beretninger tyder på, at Beha - i modsætning til Subh-i-Ezel - langtfra var nöjeregnende med sine midler.

Den tyrkiske regering greb nu ind og skilte modstanderne, idet den sendte Subh-i-Ezel og hans tilhængere til Famagusta på Cypern og internerede Beha og hans partifeller i St-Jean d'Acre. De tyrkiske statsmænd fandt desuden på at sende nogle enkelte Ezeliter til Acre og nogle Behaiter til Famagusta med det formål at holde besögende borte fra de to overhoveder eller i hvert fald at give den tyrkiske regering underretning om sådanne besög. Behalteriie på Cypern fik lov at leve i fred. Derimod blev alle de Ezeliter, der var komme til Acre, myrdede én nat.

Om Beha har været medskyldig dette massemord, véd man ikke: i hvert fald fremgår det af et enkelt sted i hans, skrifter, at han har billiget det. Forövrigt opregner Ezeliterne en række andre mordgærninger, som skulde skyldes profeten i Acre og hans folk. Bl. a. skal flere af de mænd, der havde hört til Babs 18 apostle, være blevne ryddede af vejen af dem. En vis Hadji Djafar, der havde en större pengefordring på Beha, og som på en noget påtrængende måde forlangte sit tilgodehavende, blev myrdet på anstiftelse af en af de fornemste Behaiter, og liget kastet ud af vinduet i det karavanserai, hvor han boede, for at det skulde se ud, som om han selv havde styrtet sig ud og slået sig ihjel. Medens mord af religiøse grunde for orientaleren ikke står som noget særligt graverende, kaster i hvert fald denne pengeaffære et odiöst skær over Beha. En anden karakteristisk anekdote, der fortælles om Beha, er fölgende; I anledning af mordet på Ezeliterne var han bleven stævnet for retten. Man spurgte ham, hvem og hvad han var. Beha svarede: "Jeg vil begynne med at fortelle Eder, hvem jeg ikke er. Jeg er ikke en kameldriver, ej heller en tömmermands søn (hentydning til Muhammed og Kristus). Det er alt, hvad jeg kan sige Eder idag. Hvis I nu vil lade mig trekke mig tilbage, skal jeg imorgen fortælle eder, hvem jeg er". Man lod ham virkelig trække sig tilbage, men imorgen kom aldrig. Ved en stor bestikelsessum havde han i mellemtiden köbt sig fri for videre tiltale.

Så meget er vist, at Beha var en mand af ganske anden stöbning end Bab. Om der har været bevidst bedrag med i spillet fra hans side, er det umuligt at afgöre. Hans optræden og virken bærer egentlig helt gennem overbevisningens præg, og på en europeisk forsker som E. G. Browne, der har besögt ham personlig, har han gjort et særdeles imponerende og ærefrygtindgydende indtryk. At han var en betydelig personlighed, fremgår allerede deraf, at han straks ved sin förste fremtræden drog næsten hele den babitiske menighed bort fra Babs retmæssige efterfølger. Subh-i-Ezel lever, så, vidt mig bekendt, endnu i Famagusta som en meget gammel mand; men de få tllhengere, han har om sig her, er vistnok de eneste Babiter af den gamle skole, der er tllbage. Alle de övrige Babiter - og de tælles i millioner - er i virkeligheden Behaiter. For dem er Beha den egentlige profet og Bab kun hans forlöber.

Behas skrifter indeholder den egentlige rettesnor for troen, medens Bejanen nu kun læses som en almindelig opbyggelsesbog. Beha var ingen fantast, men en målbevidst og verdensklog agitator og en stor organisator. Her er nu det merkelige forhold, at skönt Beha ikke synesat have været altfor öm om sine midler, når det drejede sig om at befæste hans eget herredömme som trosfyrste, så hævder han med langt större styrke end Bab nödvendigheden af kun at bruge fredelige midler til troens udbredelse. Han kræver af de troende lydighed mod det lands love, hvori de lever, og fordommer på det skarpeste al væbnet modstand mod statsmagten og alle den ældre Babismes oprörsforsög. Behaiterne hævder, at skönt Bab selv hyldede fredens lære, var Behas stærkere vilje og större indflydelse nödvendige for ret at indprente den. Verdensfredstanken er også en af de hovedtanker, gennem hvilke Beha söger at knytte forbindelsen mellem det moderne Evropa og Oriemten.Han var nemliggodt hjemme i Evropas historie og fulgte med i de moderne rörelser i Vesten, ligesom han var ligeså vel bevandret i den kristne som i den islamitiske teologi. 

Fra de tidligere år af Behas profetskab stammer de merkelige sendeskrivelser, som hansendte til forskellige statsoverhoveder med opfordring til at antage den nye lære. Brevet til schah Nasir-ed-din kostede overbringeren livet: schahen lod ham brænde ihjel med glödende mursten. Andre skrivelser sendtes til sultan Abd-ul-Aziz, czar Alexander II, Napoleon III, dronning Victoria og paven. I brevet til dronning Victoria priser han Englands frie forfatning. Kejser Napoleon tager han derimod hårdt i skole, sandsynligvis fordi den franske gesandt havde været medvirkende ved hans forvisning til Acre. "… Riget skal slippe dig af hænde som straf for dine gærninger. Da skal du finde dit tab åbenbart, og bevægelsen skal gribe folkeslagene, hvis du da ikke står op for at tage del i denne sag og fölger ånden på den lige vej…Vi har set ydmygelsen haste efter dig, medens du er af dem, der sove! " Brevet til Napoleon er fra 1869. Kejserens snart påfölgende fald kunde naturligvis kun bestyrke Behaiternes tro på deres profets seergave.

Blandt Behas skrifter indtager disse breve til monarkerne en fremtrædende plads. Overhovedet er det mest mindre lejlihedsskrifter man har fra hans hånd. Hans hovedverk er Kitab-i-Akdas,,, ("den helligste bog"), hvori lærens praktiske forskrifter er samlede. De rituelle pligter fastsettes her (bön, med tre nedkastninger og med Acre som bederetning holdes tre gange daglig, fælles-bön kun ved begravelser: templer skal bygges, men må ikke indeholde billeder), det indskærpes, at der ikke klæber nogen særlig urenhed ved de vantro, der gives regler forden sociale ordning, bl. a. for indretningen af "retfærdighedens hus", et slags understöttelsesfond for fattige, enker og faderlöse samt til bedste for almennyttige formål; hertil går böder og arv, til hvilken der ikke findes nogen efter den babitiske arvelov berettiget arvtager. Slavehandel forbydes. Også moralske forskrifter af almindelig karakter gives i Kitab-i-Akdas. Man skal vise höflighed og venlighed mod alle og tllgive sine fjender. Hvis den sidste regel også skulde gælde for profeten selv, så har han åbenbart ikke altid haft lige let ved at praktisere den. I Kitab-i-Akdas findes et afsnit, som passer meget dårligt ind i en codex af denne art. Det er et -angreb på kejser Vilhelm I, over hvis rige tilintetgörelsen skal komme ligesom tidligere over Napoleon III:s. Og grunden hertil er den, at kejseren havde besögt Jerusalem og på vejen besögt Acre uden at opsöge Beha.

Beha lader i det hele Babs lærebygning stå, idet han dog söger at råde bod på de verste praktiske urimeligheder. Om 19-tal-systemet også er bibeholdt, så spiller det ikke nær den rolle hos Beha som hos Bab; Beha har også genindfört ugeberegningen. Krav, som af praktiske grunde havde vist sig uigennemförlige - således f. eks. opgivelsen af kvindens tilslöring - har Beha ganske stille ladet falde. Også kravet om tilintetgörelse af alle böer om logik, filosofi o. s. v. er forsvundet. Derimod træder den bestrebelse for at mödes med moderne evropæiske kulturbevægelser, som allerede sporedes hos Bab, i langt höjere grad frem hos Beha, hvad der hænger sammen med hans bevidste stræben efter at göre den nye tro til en verdensreligion. Han tager afstand fra religiöse spægelser og selvpinerier. "lndsigtsfulde og fornuftige folk vender sig til det, som fremkalder glæde og sympati, medens hine ting er avlede af fantasi og overtro". Derimod fremhæves den almindelige arbejdspligt. Beha ivrer mod krigen. "Se, hvorledes den occidentalske civilisation er bleven årsag til skræk og rædsel for menneskeheden: et djævelsk redskab (her tenkes vel på krigskunsten i almindelighed) har tilsneget sig plads i den, en sådan grusomhed i llvsödelæggelse har vist sig, at verdens öjne og ören aldrig har set eller hört noget lignende. Midlet derimod er "alle verdens folks forening i en fælles interesse eller i religionen". Vi har påbudt alle verdensfreden, som er det bedste mlddel til beskyttelse for menneskeheden. Verdeils suveræner bör alle fölge dette bud, som er den fornemste årsag til ro og orden i verden." Et internationalt "retfærdighedens hus" skal tjene som voldgiftsdomstol mellem folkene. 0gså tanken om et verdenssprog har en forkjæmper i Beha.

Det er påbudt, at de troende "skal vælge et sprog blandt sprogene eller et nyt sprog og en skriftart biandt skriftartene, som skal læres börnene i verdens skoler; således skal verden blive betragtet som et eneste fædreland, et eneste hele. Den helligste frugt af visdommens træ er dette ophöiede ord: "I er alle frugter af et eneste træ og blade af en eneste gren. Hæderen tilkommer ikke den, som elsker sit fædreland, men den, som elsker hele verden!" Der skal forövrigt findes et særligt babitisk alfabet, som dog kun benyttes og forstås af få.

Videnskaben priser Beha som det höjeste, "men kun den videnskab, hvoraf hele verden drager nytte, ikke den, som kun består i tomme ord", hvorved han sigter til den islamitiske teologi. "I sandhed, menneskets enestående skat er videnskaben, som er årsag til dets hæder, dets goder, dets tilfredshed, dets glæde, dets lykke, dets fryd og dets fornöjelse. Således har hæderens tunge (o: Beha) talt i dette glorværdige fængsel (o: Acre)".

Beha levede i Acre til sin död i 1892. Overfor kristne betegnede hans tilhængere ham undertiden som den tilbagevendte Kristus, overfor parsere som frelseren Saoschyans. Han betegnedes enclog med navnet "Hakk", der egentlig betyder "sandheden", men som i persisk sprogbrug ellers ligefrem har fået betydningen "Gud". Til bestemte tider modtog, han audienssögende i grupper på 6-10 personer, ved hvilke lejligheder der altid var en sekretær tilstede, som nedskrev de ord, der faldt fra mesterens mund. Takket være den snildt ordnede propaganda bredte bevægelsen sig i stilhed, men jævnt og stærkt. Da Babismen stadig var udsat for forfölgelser, og dens bekendere derfor måtte skjule deres tro, er det meget vanskeligt at få en tilnærmelsesvis korrekt opgivelse af dens talmæssige udbredelse. 1 1893 regnede Browne, at der var mindst ½ million Babiter ialt. I 1902 ansloges [6] deres tal til 3 millioner eller 1/3 af hele befolkningen og udenfor Persien til 2 millioner, hvoraf de fleste hörte hjemme i det tyrkiske rige, en beregning, hvis korrekthed dog vistnok er meget tvivlsom. De har i det hele et godt lov på sig, og de persiske Babiter er af mange europæiske rejsende blevne betragtede som moralsk set kærnen i den persiske befolkning, den stamme, hvorfra man kunde vente en foryngelse og fornyelse af det stærkt demoraliserede folk. Indirekte har Babiterne utvivlsomt virket med til at fremme den konstitutionelle bevægelse, men ellers er det mærkeligt, så lidt man hörer til dem efter despotismens fald, nu da der netop, kunde være brug for alle de bedste kræfter. Måske hænger det sammen med at trossamfundets overhoved stadig residerer i -Acre, altså langt fra Persiens grænser, og at dette overhoved ikke længere er Beha. men hans vistnok langt mindre betydelige sön Abbas Efendi, kaldet Abd-ul-Beha.

Men iövrigt findes den nye lære spredt rundt omkring i verden, både i öst og vest. I Indien siges de babitiske menigheder (bl. a. i Mandalay, Bombay og Lahore) at have brudt med race- og kastefordommene. En babitisk missionær, Ibrahim Khair-ullah, drog til Amerikas Forenede stater og vandt der i 1öbet af kort tid ca 3000 proselyter. De troendes skare i Amerika er sikkert vokset stærkt, siden denne begyndelse blev gjort. Fra Amerika er Babismen - eller rettere Behaismen - siden bleven fört til Evropa. Nu findes behaitiske menigheder både i England, Frankrig og Tyskland. For nylig fandt jeg i "Kölnische Zeitung" en notits om, at læren, som allerede havde fået fast fod i talrige tyske storsteder, nu var kommen til Stuttgart, hvor der var blevet stiftet en Behai-forening. "De tyske Behaiter" hedder det i den nevnte notits, "afholder deres opbyggelige möder fredag aften. De mener ikke at have givet afkald på den egentlige kristendom, men som alle sekterer först isandhed at have fundet Kristi ånd, idet de tror på dengenfödte; kun er deres Kristus kommen igen i deres nye profet Beha-ullah".

Beha har således, om end efter en forholdsvis beskeden målestok, nået sit mål: at skabe en verdensreligion ud af Babismen. Behaismens grundtræk kan bnedst studeres i enbog at Laura Clifford Barney, som i Acre er gået i lære hos Abd-ul-Beha og har udgivet disse "Læretimer" på engelsk (fransk udgave ved H. Dreyfus: Abd-oul-Béha, les Leçons de Saint-Jean-d'Acre. Paris 1908). Sammenligner man disse udviklinger med Babs knudrede og barnlige Bejan, så er forskellen iöjnefaldende. Hos Abd-ul-Beha er de kabbalistiske talspekulationer borte, dogmatiken er trængt i baggrunden, og man finder i stedet en human moral og et forsög på i religiös ånd at give en forklaring på tilværelsen og livets fænomener. Argumentationen er undertiden naiv,men forholdsvis fri for teologiske spidsfindigheder. Da Abd-ul-Beha udvikler læren for en evropæisk elev, bliver det her mere Biblen end Koranen, der må holde for til behaitisk fortolkning. Kuriöse er forsögene på at finde profetier om Behas komme i det gamle testamente og i Johannes' åbenbaring. Men ellers er mange af hans bibeludlægninger af en så neutral karakter, at en lidt frisindet kristen præst næsten kunde foredrage dem fra prædikestolen, som de er.

Babismens optimistiske verdensbetraktning er hos Abd-ul-Beha bleven til en bestemt hævdelse af, at denne verden er den bedste af alle verdner. Döden er b lot mangelen på liv; mörket er mangelen på 1ys; lyset eksisterer, men mörket eksisterer ikke, det er et intet. Rigdommen er noget positivt, men fattigdommen er blot rigdommens ikke-væren, altså et intet. "Altså er det klart, at alle onder reduceres til intet. Det gode eksisterer, det onde eksisterer ikke". En argumentation, der henleder tanken på Voltaires berömte Mester Pangloss. Man mindes Rousseau, når Abd-ul-Beha taler om menneskets naturlige, medfödte godhed [7].

Tanken om, at mennesket skulde nedstamme fra dyrene, er ham i höj grad imod, det strider mod hans opfattelse af menneskets ophöjede rolle i verden. Derfor polemiserer han jævnlig mod de darwinistiske teorier, skönt han ellers nærer megen veneration for den eksakte videnskab og efter bedste evne söger at få tro og viden til at rime sammen. På enkelte punkter når han virkelig til en anerkendelsesværdig videnskabelig forståelse. Således siger han et sted, hvor han taler om "sygdommes helbredelse ved åndelige midler": "Det, der går for sig, er fölgende: en rask person koncentrerer fuldstændig sin tanke på en syg person, og denne venter ligeledes af hele sin kraft på helbredelsen, som skal komme fra den raske person; han har en absolut tillid, således at der mellem den raske og den syge person er fuldkommen sjælelig affinitet. Den raske person anstrænger sig af alle kræfter for at helbrede den syge, og den syge på sin side er fuldstændig sikker på helbredelsen. Disse indflydelser og denne mentale påvirkning fremkalder en nerveanspænding og denne påvirkning og nerveanspænding helbreder sygdommen.

I al ubehjælpsomhed er her suggestionens fænomen skildret forståeligt og i hovedsagen rigtigt.

Det er endnu for tidligt at profetere om, hvilken fremtid der venter Babs og Behas religion. Men i hvert fald vil den sætte sine spor i historien, fordi den på sin vis virker med til kulturudvekslingen mellem östen og vesten.

Fodnoter:

1. Den babitiske religions ydre historie er jeg nödt til her at behandle meget summarisk. De, der söger mer detaillerede skildringer deraf, henvises til Gobineau: Les Religions et les Philosophies de I'Asie centrale, Paris 1865, en række artikler af Mirza Kazem-Beg i "Journal asiatique" 1866 og den på grundlag af hele det indtil de sidste år fremkomne kildemateriale udarbejdede monografi: Sevyèd Ali Mohammed dit le Bab par A.-L.-M. Nicolas (Histoire), Paris 1905; fremdeles en række skrifter af Cambridgeprofessoren E. G. Browne, den mest fremragende europeiske forsker på dette område, deriblandt særlig: The Babis of Persia i "Journal of the Royal Asiatic Society" 1889, A Traveller's Narrative of the History of the Bab, 2 vol., Cambridge 1892, og The New History of the Bab, Cambr. 1893. 2. Se min artikel "Schiismen, den persiske nationalreligions udvikling" i Nord. Tidskrift 1903. 3. Bab har skrevet flere Bejaner. Ingen af dem er udgiven i grundteksten. En kort arabisk Bejan er oversat af Gobineau i et appendix til hans förnævnte bog. Den mest benyttede arabiske Bejan er den, som er oversat af Nicolas (Le Béyan arabe trad. par A.-L.-M. Nicolas, Paris 1905). Babs senere affattede persiske Bejan eksisterer kun i håndskrifter og har ikke været mig tilgængelig. Af den arabiske Bejan er 11 "Enheder" (kapitler) færdige, af den persiske kun 8 og 10 "Porte" af den 9de. Besörgelsen af de övrige (der skulde være 19 "Enheder" à 19 "Porte") overlod han til sin efterfölger, Subh-i-Ezel. 4. Karakteristisk er fölgende historie, som findes i et af de bedste babitiske historieværker. Bab boede en gang i 40 dage i huset hos Imam-Djuma’en (den överste gejstlige) i Ispahan. Denne spurgte ham en dag, ved hvilke jærtegn han kunde bevise sin åbenbarings sandhed. "Ved vers", svarede han; "om ethvert emne kan jeg, uden et pennen standser, i löbet af tre timer skrive tusind vers" (eller skriftsteder o. l.; ordet bruges både om poesi og prosa). - "Men måske", sagde Imam-Djuma'en, "har du tænkt over sagen i forvejen". - "Jeg vil skrive om ethvert emne, som du önsker". "Skriv da for mig en kommentar over den sura, der begynder med va'l-asr (103dje korankapitel), ligesom du har skrevet en kommentar over Sürat-ul-Kawthar (108de korankapitel; for Aga Sejjid Jahja Darabi". Så begyndte Bab at skrive og skrev i hvert tidsrum af tre timer tusind vers, hvorefter Imam-Djuma'en erklærede sig overbevist om, at en sådan magt måtte komme fra Gud. 5. Efterhånden som Babs selvfölelse stiger, bliver titlen Bab ham også for ringe. Han overlader den til Buschraveihi og kalder nu sig selv for "Nukteh", "Punktet", d. v. s. den guddommelige viljes manifestationscentrum. 6. Se Greenfield: Die Verfassung des persischen Staates (Berlin 1905) p. 31. 7. Interessant er det også at se, hvorledes Rousseaus folkesouverænitetsidé lyses i kuld og kön af Behaiterne. "Retfærdighedens hus" er efterhånden bleven til en folkeforsamling, og det hedder om dens kendelser: "Hvis en ting ikke omtales i bogen (a: Kitab-i-Akdas), og "retfærdighedens hus" beslutter den enstemmigt eller ved sit flertal, så er denne beslutning og befaling hævet over vildfarelse. Dog har medlemmerne af "retfærdighedens hus", ikke hvert for sig den naturlige fuldkommenhed, men "retfærdighedens hus"s korporation står under Guds beskyttelse og i hans varetægt; det er det, som man forstår ved den gudgivne fuldkommenhed.

Copyright © 2016 Nasjonalt Åndelig Råd for Bahá'íer i Norge